Hjælp til rohingya-flygtninge i Bangladesh
I august 2017 blev det muslimske mindretal rohingyaerne i delstaten Rakhine i Myanmar udsat for organiseret vold og drab af et sådant omfang, at FN har kaldt det et klassisk eksempel på etnisk udrensning.
Rohingyaerne var tvunget til at flygte fra deres hjemland til nabolandet Bangladesh, og flere end 900.000 rohingyaer er nu flygtet til distriktet Cox’s Bazar i det sydøstligste Bangladesh. Her bor de i verdens største flygtningelejr.
Cykloner og jordskred
Området er meget kuperet og tæt på den Bengalske Bugt og derfor særligt udsat i forhold til cykloner og jordskred. Risikoen for jordskred er ekstra stor på grund af, at mange træer blev fældet, da man opførte lejren, og fordi flygtningefamilierne i begyndelsen fældede flere træer til brændsel til madlavning. I de sidste tre år er Cox’s Bazar blevet ramt af én cyklon årligt, med mange jordskred og tab af menneskeliv til følge.
På grund af tilstrømningen af de mange mennesker, er de lokale ressourcer, infrastruktur og offentlige ydelser under pres. Og med ringe udsigt til at kunne vende tilbage til Myanmar i sikkerhed, har rohingyaerne brug for langsigtet og bæredygtig nødhjælp, som også mindsker presset på ressourcer og miljø.
Solide boliger
Sammen med Caritas Bangladesh, som er en af de største humanitære organisationer i Cox’s Bazar, har Caritas Danmark, med bevillinger fra det danske udenrigsministerium, siden 2019 bidraget til at løse nogle af de mange problemer, som flygtningesituationen har medført.
Caritas Bangladesh er blandt andet specialister i at bygge solide bambusboliger til flygtningene, som kan modstå monsunregnen og har en bedre chance for at overleve cyklonerne.
Caritas arbejder også på at forbedre lejrenes infrastruktur (broer, veje, drænkanaler), hvilket er med til at forebygge jordskred.
Caritas Bangladesh var den første organisation til at distribuere gaskomfurer til flygtningene, hvilket har reduceret fældningen af træer og buske betydeligt og dermed presset på de lokale naturressourcer.
Et fristed for børn på flugt
Tryghed for kvinder og børn
Caritas Bangladesh har opstillet hundredvis af solcelledrevne gadelamper i lejrene, så kvinder og børn kan bevæge sig mere trygt i lejrene efter mørkets frembrud, f.eks. fra deres hjem til de fælles toiletter.
Caritas driver også et antal ”Child Friendly Spaces”, som er en slags fritidshjem, hvor flygtningebørn kan lege, synge og tegne – kort sagt være børn i trygge rammer.
Caritas Bangladesh hjælper desuden udsatte familier i de omkringliggende landsbyer med at starte små virksomheder med henblik på give dem alternative indtægtskilder, i en situation hvor flygtningestrømmen har haft store negative konsekvenser for de lokale familiers økonomi.
Hjælpen til de lokale samfund rundt om flygtningelejrene har også til formål at mindske spændingerne mellem værtsbefolkningen og flygtningene. Samtidig underviser Caritas Bangladesh den lokale befolkning i menneskerettigheder for alle.