Hjælp til børn og unge i Burkina Faso

Et frirum til børn og unge i det vestafrikanske land Burkina Faso

Burkina Faso er hårdt ramt af konflikt og terror og samtidig er landet præget af stor fattigdom. På grund af konflikterne i landet er over 2.000 skoler lige nu lukket, og mange er drevet på flugt i deres eget land. Caritas støtter derfor fritidshjem i Burkina Faso, hvor børn i trygge rammer kan mødes og udvikle sig og få lov at være børn.

Børnene vil få mulighed for at lave sociale aktiviteter som sport, musik, hjælp til at lære at læse, lave teaterstykker og meget andet.

Her vil de blive budt velkomne og mødt med kærlighed og anerkendelse for de traumer de har været igennem. De vil få mulighed for være sammen på tværs af etniske og kulturelle forskelle, så de på en naturlig måde lærer hinanden at kende og kan sætte et eksempel for deres forældre.



I TRYGGE OMGIVELSER

Fritidshjemmene vil ikke blot skabe social samhørighed, men også give børnene nyttige værktøjer, som plantning og pasning af frugttræer og grøntsager i deres kvarterer, så familierne på sigt kan få en ekstra indkomst og børnene kan lære om økologi.

På den måde vil børnene være med til at modvirke radikalisering og generelt promovere fredelig sameksistens i deres landsbyer.

Fritidshjemmet er et alternativ til at være på gaden og forebygger også, at børnene bliver radikaliserede af ekstreme grupper.

Corona stopper ikke terroristerne
Burkina Faso har siden 2015 været plaget af adskillige terrorangreb fra forskellige jihadistiske grupper, og corona-virussen har desværre ikke lagt en dæmper på terrorismen. Tværtimod er angrebene i den østlige del af landet taget til i styrke og har skabt yderligere usikkerhed for befolkningen. 

Bidraget fra de katolske skolers indsamling vil gå til at understøtte driften af fritidshjem, og vil blandt andet blive brugt på mad til børnene, som ofte ikke har fået morgenmad hjemmefra. Og på cykler, så de børn, der bor langt væk også har mulighed for at komme på fritidshjemmet.



JEG HAR RET TIL AT GÅ I SKOLE